I går lagt jeg et story op på min IG, hvor jeg spurgte om der er andre som også har dage med coronakuller; og det var jeg tydeligvis ikke alene om. Jeg lavede opslaget fordi jeg en hel dag haft været irritabelt, træt, og følt mig utilstrækkelig.
Jeg indrømme at der er øjeblikker hvor jeg finde mig selv i fosterstilling på gulvet i badeværelse, fordi jeg ikke magte mere. Og jeg kan mærke hvornår det er ved at komme, når al min muskler i skulderen stramme op og gøre ondt når der endnu en gang råbes "maaaaaaaaaaamaaaaaaaaa". Det er en følelse som er svært at tale om, for selvfølgelig er jeg glad for at have muligheden til at tage mig af børnene, at hjælpe min søn meget aktiv med hjemmeskole, og at vi alle er raske og trives ok under omstændighederne. Og det er helt fantastisk ikke at skulle køre frem og tilbage til at bringe og hente børn. Men nogle gange bliver de hele for meget. Frustrationen om ikke at have nok ro, at blive afbryd i min gøremål eller tanker. Frustrationen om ikke at vide hvor længe de hele blive ved. En frustration om ikke at være god nok til at have alle bolter i luften og jonglere med det, som var jeg en cirkus klovn.
Coronakuller
Og så er det at jeg blive mere vrissen og få muskelspændinger. Nogle gange kan det afhjælpes med:
- at gå en lang tur alene i skoven. Selvom jeg ikke lige har lyst, så blive jeg oftes glad når jeg endelig er ud
- med at skifte mindset,
- eller med at være kreativ med billeder eller at tegne. Jeg tage mindst et billede hver dag siden den 1. januar. Men hvis jeg gå glip af en dag, piske jeg ikke mig selv for det. Det er for mig selv jeg fotografere hver dag, nogle dage et hurtig skudt, og andre dage afprøve jeg nogle nye ting til at sparke kreativiteten.
Men det er også vigtigt at jeg acceptere at nogle dage er lort, og at jeg bare lige skal overleve den dag. Så hjælpe det ikke med at komme ud eller what so ever. Det er ok at jeg drømme om at få en falsk positiv coronatest, så jeg kan leje et sommerhus med spabad til selvisolation. Så nogle gange give jeg følelserne fri slip, og hulke jeg i fosterstilling, og det virke befriende efterfølgende for mig. Så er det ud, i sted for et ophåbet følelse som jeg prøve at negligere eller skubbe væk.
Det er vigtigt at vi anerkende alle følelser, og det kan du også læse lidt mere om her hvis det lystes. Jeg vil ikke gå for meget ind i forskning omkring emnet, da det ikke er mit ekpertisefelt. Jeg kan kun skrive om min personlig oplevelse, og vise til andre, at vi er flere som en gang i mellem har det a helvedes til. Det kan vi nogle gange glemme, hvis vi blive mødt af (for) meget positivitet fra andre, og måske ikke få set de dårlige dage bage lukket døre. Selvom der endelig er en hel del ret autentiske instagram profiler, som deler de god og de dårlige; og det er jeg virkelig glad for! Selv prøve jeg at bidrage ved at vise forskellige billeder på min profil, og ikke kun glade børn. For andre følelser, som at være ked af det, at være sure, mm. er også en del af livet. Men jeg synes ikke det er nemt at dele fra min personlige følelser, som jeg nu har prøvet lidt her i dag på bloggen.
Jeg er heldig at det indtil videre kun er nogle få gange, siden den nye nedlukning, hvor det virkelig trykke med tårene; og at de fleste dage klares med smil og god på mod. For hvis man mærke at der er mange dårlige dage som håbe sig op uafbrudt, så håber jeg du har nogen at taler med eller ved hvor du kan finde hjælp. Det mørke sted har jeg været for en del år siden, og ønske jeg til ingen.
Kærlig hilsen
Jess
Comments